For undervisere

Dette er til undervisere, der er nysgerrige på internationalt samarbejde eller som allerede er i gang og ønsker at blive inspireret til mere. Her finder du information om, hvordan man kommer i gang med grupperejser for elever, international gæstelærer, jobshadowing og kurser.

Gruppemobilitet

Gruppemobilitet for elever på erhvervsuddannelser:

Gruppemobilitet betyder, at en gruppe studerende fra en erhvervsuddannelse på GF-niveau kan rejse til et andet land i en periode på 2-30 dage. Gruppen skal bestå af mindst to studerende. Formålet med denne rejse er at lære sammen med studerende fra en erhvervsuddannelsesinstitution i værtslandet.

Hvordan fungerer det?

  • Samarbejde mellem skoler: Den skole, som sender de studerende afsted (sendeorganisationen), skal samarbejde med en erhvervsuddannelsesinstitution i værtslandet. Sammen skal de planlægge, hvad de studerende skal lære under deres ophold.
  • Lærere som vejledere: En lærer eller en anden kvalificeret underviser fra sendeorganisationen skal følge med de studerende under hele opholdet. Denne underviser vil fungere som vejleder og hjælpe de studerende med deres læring.
  • Støttepersonale: Andre voksne kan også rejse med som støttepersonale, hvis det er nødvendigt for at hjælpe lærerne og de studerende.
  • Økonomi: Denne vil afhænge af elevens destination, rejseform (grøn/sort) og antal rejsedage. Ca. 68-93 Euro i opholdsstøtte, og 211-417 Euro til rejseudgifter afhængig af afstand, rejseform og destination.
  • Varighed: 2-30 dage med program. Man kan udvide program uden støtte, dvs. dage med egenfinansiering. Udgifter til rejse vil være finansieret.
  • Målgruppe: GF-niveau. Gruppen skal bestå af mindst 2 studerende.

Denne ordning giver studerende mulighed for at få internationale erfaringer og lære i et nyt miljø sammen med deres kammerater.

Hvad er International Guest Teacher (IGT)?

”International Guest Teacher” (IGT) er økonomisk støtte til skoler, der vil invitere en medarbejder fra et firma eller en skole i et andet europæisk land til at komme og undervise. Målet er at skabe adgang til viden og erfaring fra udlandet – både for elever og undervisere. Den primære del af programmet skal være rettet mod elever.

Gæstelæreren kan f.eks. være en underviser, produktspecialist, tekniker, avlsrådgiver, en ung mellemleder eller en erfaren topchef. Personen skal være ansat og arbejde på en skole eller i et firma registreret i et andet europæisk land, men kan godt have tilknytning til Danmark.

Der skal laves et program, hvor den internationale gæstelærer i to dage i overvejende grad bidrager til undervisning af elever. Der kan indgå en bred vifte af aktivitetsformer (demonstration, instruktion, oplæg, undervisning, facilitering, vejledning m.m.). Flere skoler kan godt samarbejde om et program, hvor en gæstelærer underviser flere steder de to dage.

IGT er en aktivitet under EUROPEA Danmarks ERASMUS-plan, som får støtte via ERASMUS+-programmet.

Hvem kan deltage?

IGT er for alle skoler som er medlem af EUROPEA Danmark. De skoler der ikke pt. er med i det konsortium som EUROPEA Danmark har søgt ERASMUS-midler til, skal underskrive et ”mandate letter” for at blive aktive brugere af støtten.

En aktivitet med en international gæstelærer kan være rettet mod alle uddannelsesretninger og –trin på erhvervsskoler. Gæstelæreren kan også i sekundært omfang bidrage til efteruddannelse af personale

Sådan gør man!

  • Find ud af hvordan en international gæstelærer kunne bidrage fagligt på din skole, evt. i samarbejde med kolleger på en anden skole.
  • Tag kontakt til en relevant person fra en skole eller et firma i Europa, som man ønsker at invitere.
  • Lav et udkast til et 2-dages program (minimum)
  • Kontakt mail@europea.dk hvis du har spørgsmål.
  • Udfyld denne formular https://forms.office.com/e/NU2nt97HFV og få godkendt aktiviteten af EUROPEA
  • Gennemfør aktiviteten
  • Afrapporter erfaringerne (kortfattet via skabelon). Rapporten sendes til: mail@europea.dk

Økonomi

EUROPEA Danmark kan yde værtsskolen en støtte på 191 € pr. dag til gæstelærerens ophold og 28 til 1735 € som støtte til gæstelærerens rejseudgifter (afhænger af afstand og rejseform). Værtsskolen aftaler selv de praktiske vilkår med gæstelæreren (f.eks. bestilling af rejse, og arrangement mht. overnatning og forplejning). Ved samarbejde mellem flere skoler fordeler og afregner skolerne selv omkostninger indbyrdes.

Den præcise støtte bliver beregnet forud for gæstelærerens besøg. Beløbet bliver udbetalt til værtsskolen, når programmet er gennemført og nødvendige dokumenter er afleveret. Støtten kan kun gå til gæstelæreren og/eller de rejse- og opholdsudgifter skolen afholder på vegne af gæstelæreren. Beløbets anvendelse skal dokumenteres. Den del af støttebeløbet, som ikke bruges til gæstelærens rejse- eller opholdsomkostninger, udbetales som lommepenge til gæstelæreren.

Hvad er jobshadowing?

Jobshadowing, tidligere JORU,  er en mobilitetsaktivitet for undervisere understøttet af Erasmus+ støtte. Det er en aktivitet der har varighed fra 2 til 60 dage. Deltageren vil på sit mobilitetsophold tilbringe tid på en værtsorganisation, hvor deltageren introduceres til værtsskolens undervisningssystem, ser eksempler på best practice, deltager og observerer undervisning, bliver nysgerrig på nye læringsværktøjer og metoder.

Sådan gør man!

Man rejser i mindre grupper á to-tre deltagere, med minimum 2 dages fagligt program + rejsetid. Der kan højst deltage to fra samme skole. En person fra rejsegruppen skal være primær kontaktperson i fht. EUROPEA Danmark.

Følgende typer rejser prioriteres højest ved ansøgning:

  • rejser med 3 dages program
  • rejser med deltagere fra flere skoler
  • rejser med et formål, der har værdi for flere skoler

Rejsegruppen står selv for planlægning og alt det praktiske, men EUROPEA Danmark kan hjælpe med kontakter til EUROPEA i andre lande. Alle i rejsegruppen skal være villige til at dele deres erfaringer, bl.a. gennem en kort afrapportering til et fælles inspirationskatalog.

En rejsegruppe skal:

  • definere sine læringsmål – stil et spørgsmål!
  • fastlægge relevant(e) rejsemål og aktiviteter
  • forberede et foreløbigt program, evt. via kontakt til EUROPEA i udland
  • udfylde formular
  • indgå kontrakt med EUROPEA Danmark om støtte
  • lave endeligt program med vært(er) i udlandet
  • gennemføre rejsen, sørg for dokumentation af aktiviteter
  • afrapportere og dele erfaringen – besvar det stillede spørgsmål!

EUROPEA-Danmark støtter hver enkelt deltager med et rejeselegat, der afhænger af rejseland og antallet af dage i programmet. Skolen dækker selv omkostninger til løn og de udgifter til rejse og ophold der måtte overstige legatet. Hvis man planlægger klogt, er det dog oftest muligt at begrænse skolens udgift til selve lønnen.

80% af støtten udbetales, når de krævede dokumenter er fremsendt (kontrakter, program, afrapportering).

De resterende 20 % udbetales når Ministeriet har godkendt den endelige afrapportering af bevillingen.

Kontakt: mail@europea.dk

Kurser og Uddannelse:

Deltagere kan deltage i kurser eller uddannelsesforløb, som varer mellem 2 -30 dage. Hvert kursus har højst 10 dages kursusgebyrer pr. deltager. Kurserne bliver afholdt af kvalificerede fagfolk og følger et fastlagt indhold med klare læringsmål.

Tværnationalt fokus:

Kurserne skal have en international dimension. Det kan betyde, at deltagerne interagerer med personer fra andre lande, eller at undervisningen inddrager metoder og praksis fra forskellige nationer. For eksempel kan undervisere fra værtslandet vise deres arbejdsmetoder og dele erfaringer med deltagerne.

Relevans og Aktiv Læring:

Kursusindholdet skal være relevant for de deltagendes faglige udvikling og de mål, som projektet eller akkrediteringen sigter mod. Kurserne kan arrangeres af både offentlige institutioner, frivillige organisationer, og private udbydere. Det er vigtigt, at aktiviteterne er aktive og engagerende – det vil sige, at deltagerne ikke blot lytter til foredrag, men også deltager i workshops, praktiske øvelser, eller diskussioner.

Instruktioner:

Du vil modtage instruktioner om alle nødvendige dokumenter fra den ansvarlige person for ERASMUS+ hos EUROPEA Danmark.

Kontakt mail@europea.dk